Tekst 1:
”Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb” Af Beth Juncker Professor i børnekultur
Tema: Børns kulturelle udtryksformer og værdier.
Resume/refleksion:
Artiklens mål er at fortolke dette tema. Det er faglige og kulturelle kompetencer der i kamp. Læreplaner og læring handler om at give børn faglige færdigheder og samfundsmæssig viden. Læreplaner skal også give børn et kendskab til traditioner. Med dem kan børn være en del af et fællesskab, samt kunne begå sig socialt.
Artiklen oplyser at de danske børn læser for sent, kan for lidt matematik, kan for lidt geografi og taler kun middelmådig fremmedsprog. Det har Nordlæs-undersøgelser og Pisa-undersøgelsen konstateret. Ud fra disse undersøgelser overvejes det at der skal satse tidligere på faglig viden og færdigheder. Børn skal være klar til at lære før de kan komme i skole. Men børn komme i indskoling et års tid inden de skal begynde i skole. Tilbuddet om indskoling skulle have været lovpligtigt. Det blev det ikke. Men de færreste forældre tør at lade være med at tage imod tilbuddet, fordi det fremstår som et karriere- og succeskriterium. I dag er indskolingen blevet til børnehaveklasse. Læreplaner er med til at give børn de bedste forudsætninger for indskolingsåret. Man lær dem at omgås tal og bogstaver, natur, krop, sprog og kultur, så de redskaber og forudsætninger, som undervisning kræver der er til stede, når skolen og undervisningen har brug for dem. Mine tanker går på om ikke det man gør i dag men at have en førskole periode på 3 måneder før sommerferien og derefter børnehaveklasse. Så nå børn at blive fortrolig med skolen, hinanden og læreren.
Modstridheder:
Af den simple grund, at de læreprocesser, der er forbundet med leg og den viden og de færdigheder, der erhverves gennem lege, ikke er umiddelbart forenelige med de læreprocesser, der er forbundet med undervisning og den viden og faglige færdigheder, undervisning skal viderebringe sine elever. Modstridighederne kommer når de pædagogiske læreplaner skal tænkes på et felt, ingen rigtig ved hvad er: ”kulturelle udtryksformer og værdier” og i en situation, hvor det gamle børnekulturbegreb, der burde kunne udstikke grundlaget for en fortolkning af ’de kulturelle udtryksformer og værdier’ og retningslinjer for en pædagogisk praksis, ikke længere er anvendeligt.
Børnekultur:
Kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn. De to første begreber er de kulturtyper, der i dag henvender sig til børn – klassiske og moderne medier og musiske aktivitetstilbud. Den sidste kultur af børn også kaldt børns kultur, dækker egentlig over svar der peger i retning af børns egne tegninger og billeder, historier og fortællinger, sange og musik, teater- og danseforestillinger.
De produkter, herigennem musiske processer kan resultere i, med andre ord. Kultur af børn er mine øjne den måde børn får flest oplevelser af som de kan tage med sig videre i livet.
Hej Helena,
SvarSletJeg synes at du i afsnittet om børnekultur fint får begrebet essensen af forskellen på om kultur er noget der formidles fra barn til barn, eller fra voksen til barn. Og en kanon afslutning! Det jeg som halvgammel kan bekræfte, er at barndommens oplevelser er og forbliver utroligt værdifulde.
/Jørgen
Hej Helena
SvarSletJeg kan se, at du arbejder rigtigt godt med vores fælles emne "børnekultur" :-)
Desuden bemærkede jeg, at du skriver om "ting der strider mod hinanden": "Af den simple grund, at de læreprocesser, der er forbundet med leg og den viden og de færdigheder, der erhverves gennem lege, ikke er umiddelbart forenelige med de læreprocesser, der er forbundet med undervisning og den viden og faglige færdigheder, undervisning skal viderebringe sine elever."
Hvis man læser noget af det Carsten Jessen har skrevet, har han en lidt anden opfattelse, som han udtrykker på følgende måde: Han taler om brug af begrebet leg i forhold til formel og uformel læring.
Uformel læring:
I børns egnekultur er legen målet - og læringen "biproduktet". Det væsentlige for børnene er at komme i leg og for at blive en god leger, skal man øve sig. Dermed kan man sige, at der bestemt er læring til stede, men at selve legen er målet. Dette kalder han uformel læring - læring i børnenes eget netværk.
Formel læring:
I formel læring (f.eks. i skolen) forholder det sig ofte modsat. Her bliver legen ofte brugt af læreren for at opnå læring for eleverne. Her er legen altså biproduktet og læringen hovedformålet.
Uha - det var en lang forklaring, mon den er blevet skrevet forståeligt?
MVH, Helen